Overskuds-el bliver til fjernvarme

2. januar 2023

Fjernvarme med varmeproduktion baseret på overskydende elektricitet

Skanderborg-Hørning Fjernvarme A.m.b.a. har skrevet kontrakt med Aktive Energi Anlæg A/S om etablering af et eldrevet, ammoniak baseret varmepumpeanlæg, der kan anvende udeluft som varmekilde, og med 12,5 MW varmeproduktion ved en udelufttemperatur på -1°C.

 

"Overskydende elektricitet kan erstatte op til 50% af fossilt- og biomasseforbrug i fjernvarmeproduktionen"

Bestyrelsesformand Erling Weber Jensen, Skanderborg-Hørning Fjernvarme og adm. direktør Kim Jørgensen, Aktive Energi Anlæg A/S underskriver kontrakten.

Anlægget

Anlægget anvender det naturlige kølemiddel ammoniak NH3 og leveres med skuekompressorer, hvilket giver de mest optimale driftsbetingelser og de laveste serviceomkostninger.

Varmepumpen skal opføres i en eksisterende bygning på en tilkøbt nabogrund umiddelbart syd for det eksisterende værk på Danmarksvej.

I maskinrummet opstilles 6 stk. kompressorer, economisere, pumpestationer, varmeveksler mm.

I et selvstændigt rum opstilles 10 kV transformere, koblingsudstyr og tavleanlæg.

I den udvendige kølegård opstilles 32 energioptagere (fordampere), hvor energien fra udeluften overføres til ammoniakken. Flere end 500 ventilatorer vil ved fuld last flytte op til 7 millioner m3 luft i timen.

Anlægsarbejdet skrider frem (21. april 2023)

Kæmpeskridt for varmeproduktionen baseret på overskydende elektricitet

Det tilbudte anlæg er opbygget således at Skanderborg-Hørning Fjernvarme på et senere tidspunkt nemt kan udvide til den dobbelte ydelse.

Anlægget skal varetage produktion af fjernvarme i samdrift med de eksisterende produktionsenheder og vil årligt kunne erstatte 130.000 MWh varme, som i dag produceres med biobrændsel som energikilde.

Med det nye anlæg tager Skanderborg-Hørning Fjernvarme et kæmpeskridt i retning af en fremtid, hvor varmeproduktionen baseres på overskydende elektricitet fremfor den traditionelle produktion med afbrænding af fossilt eller biomassebaseret brændsel.

Den nye varmepumpe er beregnet til at kunne erstatte op mod halvdelen af Skanderborg-Hørning Fjernvarmes nuværende biomasseforbrug.

Projektet igangsættes nu og forventes idriftsat 1. halvår 2024.

 

Visuel visning af varmepumperummet til Skanderborg-Hørning Fjernvarme